Rikke Cecilies mor
En gang Vædderbo Altid Vædderbo…

Hva` gør vi nu, lille du ?
Min datter var helt derude hvor hun slet slet ikke kunne bunde.

Hun var 15 år og så belastet at hun ikke kunne se meningen med sit liv. Selvmordsforsøg m indtag af piller og ekstrem selvskadende adfærd i form af cutting for bare at fjerne lidt af den smerte hun bar rundt på, var blevet en del af hendes dagligdag.

I familien var vi lamslåede,for vi anede ikke noget om Cecilies helvede, før alt ramlede ned over os. Det der ” kun sker for andre” skete for os, og vi mente jo at vi havde styr på tingene.

Frem og tilbage med indlæggelser på børne/unge psyk hjalp intet i forhold til vores datter og hendes livssituation.

Da vi gennem kommunen langt om længe fik tilbuddet om en frivillig anbringelse af Cecilie på Vædderbo kom redningen. Selvom vi som forældre og ikke mindst Cecilie var meget skeptiske overfor hvad det nu var for et sted ? Og om det var et sted der virkelig kunne hjælpe os i vores KAOS.

Som forælder følte jeg mig som jordens dårligste mor, følte at jeg gav op, og at jeg svigtede min elskede datter som jo netop nu havde allermest brug for mig, og hvad mon alle andre ville tænke om mig/os?

En kold januar dag kørte vi Cecilie til Mors og Vædderbo hvor vi med en blanding af frygt og håb overlod hende til…..

De mest varme, hensynsfulde og yderst professionelle mennesker på Vædderbo. Ganske stille og roligt begyndte en helt ny verden at åbne sig. Cecilie fik det gradvist bedre kunne vi se og mærke, vi blev hele tiden informeret omkring hvad og hvordan tingenes tilstand var, vi modtog månedsbreve med information om hvad der skete rundt omkring på Vædderbo. Vi blev inviteret til forskellige arrangementer og følte os aldrig på noget tidspunkt til besvær eller gene for nogen.Når vi var til handleplans møder kørte vi hjem med en god mavefornemmelse om at det her nok skulle blive godt.Dokumentationen på Vædderbos arbejde med Cecilie var til at forholde sig til, og derfor var det ikke på noget tidspunkt svært at finde det fælles fodslaw i forhold til Cecilies udfordringer og behov for støtte.

Hun har på den interne skole fået mod på at gå i skole igen og bestod folkeskolens 9.klasse afgangsprøve i flot stil. Alle var lykkelige og Cecilie ser nu at livet er værd at leve. I dag er Cecilie i gang med en almindelig 2årig HF, og hun forventer at flytte for sig selv til sommer.

Hvor ville vi som familie ha stået uden Vædderbos helt igennem enestående indsats overfor Cecilie ved kun guderne, men for pokker hvor har vi alle i familien lært meget.

Jeg føler at jeg er Vædderbo og dets personale evigt taknemmelig for deres enorme ekspertise,profesionelle tilgang, hjertevarme og altfavnende omsorg for Cecilie men i særdeleshed også for os som forældre. Cecilie blomstrer, vokser og udfordrer sig selv med en sprulende tilgang til fremtiden og livet generelt.

Cecilie siger sommetider : En gang Vædderbo pige, Altid Vædderbo pige hvilket jeg tror er en god sætning at ha med sig….Set med mine øjne vil jeg kalde det ”Et godt fundament”

For altid vil vi være forbundet med Vædderbo og føler at vi også har en speciel plads hos jer. Cecilie siger selv at hun aldrig nogensinde vil glemme tiden på Vædderbo, og at hun hver gang hun besøger jer kan mærke jeres oprigtige engagement i hende som den pige hun er. På Vædderbo bliver jeg set som et helt og specielt menneske, for de har altid tid til mig selvom jeg ikke bor der mere.

Tak fordi jeg måtte bidrage med mine tanker og kommentarer til dette helt fantastiske opholdssted Vædderbo,

På Vædderbo sker der mirakler

Ejerslev styrer J

Knus Rikke

( Cecilies mor )

Sinne
Til Vædderbo


Det var en hjerteknusende beslutning, at skulle anbringe
sit barn frivilligt på et opholdsted.

Jeg havde de værste forestillinger og fordomme, om unge der var anbragt på et opholdsted, forestillinger som jeg havde svært ved at identificerer mit barn og os som familie med. Heldigvis har mine erfaringer med Vædderbo gjort mig klogere, for mine fordomme og forestillinger var skabt af synsninger og uvidenhed.

I starten var jeg bange for, at folk kiggede skævt på mig, stemplede os som en dårlig og ressource svag familie, som ikke magtede at opdrage vores eget barn. Jeg var bange for at ”miste” mit barn samt forældreindflydelse, at blive beskyldt for, at man ikke havde været tilstrækkeligt som mor.

Mit barn havde behov for hjælp, en hjælp, som jeg/vi ikke kunne give, uanset hvor meget vi end gerne ville. Der var akut behov for professionel hjælp, hvis min datter skulle trives og udvikles. Med den fart udviklingen skred, frygtede vi, hun ville havne i de værste problematikker, som vi ville stå magtesløs over for.

Mine erfaringer som forældre til et barn, der har boet på Vædderbo i to år, er kun positive, der er ikke noget, jeg med mine forældrekritiske øjne kan sige, der var forkert. Fra dag et, er vi som familie blevet taget godt og kærligt imod, og bedst af alt, gav de mit barn hjemlige og trygge rammer, hvor der blev hygget, pjattet, fisket, spillet kort og meget mere.

Jeg har altid kunnet komme til personalet med mine bekymringer og problemer, uanset hvor små eller store de har været, altid har de støttet og bakket mig op, og det havde jeg brug for, for det er ikke altid let, med et udad reagerende barn. Det tager hårdt på kræfterne og slider på hele familien, når der aldrig er ro på, og man har et barn, der kræver meget. I der er i samme situation som mig, kan sikkert nikke genkendende til dette.

Derfor var det så befriende, at kunne læsse af, tude ud, være frustreret, og så modtage gode råd af personer, som nøjagtig vidste, hvordan jeg havde det, da de har mange års erfaringer med lige netop disse problematikker. Det gjorde, at jeg ikke følte mig alene med udfordringerne, samt at der var andre end mig, der havde det på samme måde.

Hele vejen igennem er jeg blevet hørt og mødt som mor, og har ikke følt, at jeg har mistet min mor rolle, eller forældreindflydelse, tvært i mod, Vædderbo har gjort deres til, at vi kunne bibeholde relationerne til vores barn, og omvendt, og endda gjort sammenholdet meget bedre, de har på ingen måde været ude på, at skabe splid ved at sætte dem op i mod os, tvært i mod, har de ofte taget konflikten, så vi som forældre ”var de gode”.

Når der har været noget at drøfte, er jeg altid blevet taget med på råd, de har spurgt ind til, hvad jeg synes, samt sagt, at det er dig, der kender mit barn bedst. Den gode og tætte samarbejde har gjort, at jeg hele tiden haft en finger på pulsen, og haft en fornemmelse af, hvad der foregik, da jeg har ønsket det.

En ting jeg har lært er, at en god beslutning gerne må gøre hjerteknusende ondt, hvis der kommer noget fantastisk godt ud af det.

Sinne